Renovering af trægulve


Ved renovering stilles de samme krav til underlaget som ved lægning af de nye trægulve.

Det skal have den fornødne bæreevne og være fast, tørt og plant. Gamle gulvbelægninger som linoleum og tæpper bør derfor fjernes, hvilket også bør foretrækkes af indeklimamæssige og hygiejniske årsager.


Underlaget skal have tilstrækkelig styrke og stivhed til, at der kan opnås et tilfredsstillende resultat. Eksisterende trægulve, der skal danne grundlag for et nyt, skal om nødvendig eftersømmes, så det ligger helt fast.

Ved lægning af brædder på eksiterende underlag, kan det være nødvendig at rette underlaget op, så det opfylder de aftalte krav til planhed og vandrethed.

Normalt kræves det, at gulvet er vandret, og at afvigelser fra planhed ligger inden for +/ - 2mm på et 2m retholt og + - 6mm for et 250mm retholt. Ved renoveringsopgaver kan det i visse tilfælde være forbundet med store vanskeligheder og omkostninger at opfylde det ene eller begge af disse krav på grund af sætninger, deformationer eller træbjælker der hænger forskelligt.

Det bør derfor aftales på forhånd, hvilke krav, der i den aktuelle renoveringsopgave stilles til vandrethed og planhed. Opretning kan ske ved spartling og for bræddegulve desuden ved afslibning eller udlægning af masonit eller spånplader.

Ved opretning af et eksisterende bjælkelag, må der påføres mindst 45 mm tykke brædder ovenpå eller på siderne af de gamle bjælker, så der er et tilstrækkeligt underlag for søm eller skruer. Ved sømning af nye bræddegulve oven på gamle, skal sømning ske i bjælker eller i strøer, og ikke i brædder.

Afslibning af trægulve

Gamle trægulve renoveres ofte ved en afslibning, der fjerner den slidte og misfarvede overflade på gulvet, f.eks. gammel lak. Der afslibes først diagonalt med groft slibepapir på langs af gulvbrædderne. Der støvsuges mellem hver slibning.

Der afsluttes med en finslibning. I hjørner, ved fodpaneler og under radiatorer, hvor gulvslibemaskinen ikke kan komme til, anvendes en speciel kantsliber med rund roterende slibeskive. Hvor kantsliberen ikke ikke kan komme til, bruges et skrabejern og en deltapudser.

Gamle trægulve med tykke lak- eller fernislag påføres et tyndt lag gulvslibningsolie for at hindre, at lakken sætter sig fast i slibepapiret under afslibningen.

Tak

Følgende produkt(er) er nu lagt i kurven

Køb mere