Tæppematerialer

Der anvendes en række forskellige materialer til fremstilling af tæpper. Her kan du læse lidt om, hvilke fordele og ulemper de forskellige materialler har.
Både væg-til-væg og løse gulvtæppe består i mange tilfælde af en forside (luven), som er den del af tæppet du går på, og en bagside som er med til at gøre tæppet blødt og kan medvirke til at tæppet ligger stabilt på gulvet. Det er dog ikke alle løse tæpper, som har en særlig bagside.

Grundlæggende kan man inddele de materialet som anvendes til tæppets luv i to grupper: Naturmaterialer og syntetiske materialer.

Naturmaterialer der anvendes til tæpper er uld, sisal og yakhår. De mest anvendte syntetiske materialer er polyamid, polypropylen og stone fiber.

Til tæppernes bagside anvendes primært skum, latex og filt, men i denne tekst vil du udelukkende kunne læse om de materialer, der anvendes til luven.

Naturtæpper
Uld
Sisal
Yak

Syntetiske tæpper
Polyamid (Nylon)
Polypropylen (Heatset behandlet PP)
Stone fiber

Uld

Uld har som materiale mange fordele, hvilket også gør sig gældende, når ulden er anvendt til gulvtæpper.

Uld er pelsen på får og da fåret kan klippes igen og igen er uld, det man kalder et vedvarende materiale. Da uld samtidig er biologisk nedbrydeligt, er det et meget miljøvenligt materiale.
 
Ulden beskytter fåret mod kulde og regn, derfor er det heller ikke overraskende at et gulvtæppe af uld er både dejligt blødt, varmt, isolerende og kan være med til at regulere luftfugtigheden i et rum. Uld er også et elastisk materialer, så et uldtæppe er generelt godt til at rejse sig igen, når det er blevet mast.

Men her stopper fordelene ikke, da uld faktisk også er modstandsdygtig overfor både ild og snavs. Så selvom de fleste uldtæpper er lyse, så er de faktisk forholdsvis lette at rense, hvis man bare handler hurtigt, når pletter opstår. Er et uldtæppe blevet meget snavset kan det ofte reddes med en professionel vådrensning.

Er et tæppe i uld, kan du møde de to betegnelser 100 % ren ny uld og 100 % uld, hvor den første betegnelse anvendes for uld, der ikke har været anvendt tidligere, mens den anden dækker og uld, som bliver genanvendt.

Er der anvendt ren ny uld, vil ulden stadig indeholde det naturlige fedtstof lanolin, som er det der giver ulden de gode smudsafvisende egenskaber og som også er stærkt medvirkende til uldens gode elasticitet.

Er ulden derimod genanvendt, så vil materialet være blevet behandlet så meget, at en del af fedtstoffet vil være forsvundet og mange af tæppets positive egenskaber bliver formindsket. Eksempelvis vil det være sværere at holde rent og have en mindre god genrejsningsevne.

Sisal

Sisal er plantefibre der udvindes af Agave Sisalana, eller sisal agaven som den kaldes på dansk. Sisal agaven stammer fra Syd- og Mellemamerika, men vokser i dag også i USA og flere steder i Afrika.

Sisal er en afgrøde, der ikke kræver ret meget og som kan dyrkes på tørre steder, hvor ikke ret meget andet kan gro. Fibrene i agaven høstes ved håndkraft og kan blive helt op til 3 meter høje.

Som gulvtæppe har sisal i en del år været ude i kulden, hvad popularitet angår, men tendensen er, at sisals popularitet igen er stigende.

Sisaltæpper er en af de absolut mest anvendelige tæppetyper og er samtidig meget slidstærke. Da sisal er et naturprodukt, er materialet ikke ligeså følsomt overfor fugt og svingninger i temperaturen som mange af de andre tæppetyper. Derfor kan sisal anvendes i størstedelen af huset, også i gangarealer, på trapper og i kælderen, hvor andre tæpper må give fortabt.

Sisaltæpper er også meget populære i sommerhuse, hvor netop fugt og temperatursvingninger ofte vil forekomme. Derudover har sisaltæpperne ofte et meget naturligt look, der passer perfekt til den naturlige stil, der præger mange sommerhuse.

Yakhår

Yakhår stammer fra yakoksen, som er en langhåret sort eller brun okse, der lever i Centralasien, Tibet og Indien.

Yakhår har mange af de samme egenskaber som uld og yakfibre har desuden antimikrobielle egenskaber, der hæmmer væksten af bakterier, hvilket i den eksklusive del af tekstilbranchen har gjort yakhår til et populært materiale.

Til gulvtæpper anvendes yakhår sammen med uld, ofte i blandingsforholdet 80 % ren uld og 20 % yakhår. De brune og/eller sorte yakhår giver tæppet et helt særligt og smukt udseende. Derudover er tæppet blødt, varmt, let at rengøre og har en god genrejsningsevne præcis som et uldtæppe.

Til toppen

Polyamid (Nylon)

Polyamid er et syntetisk materiale, der i daglig tale nok er bedre kendt som nylon. De første polyamider blev skabt i slutningen af 1930’erne, hvor de blev anvendt til nylonstrømper og som erstatning for silke i faldskærme.

Det formål anvendes materialet stadig til den dag i dag, men nu anvendes det også til emballage, plastdele i biler, sportsudstyr, telte og meget andet, deriblandt gulvtæpper.

En af de store fordele ved gulvtæpper i polyamid er at materialet er meget slidstærkt, derfor vil du også opleve at langt de fleste gulvtæpper, der bliver anbefalet til erhvervsbrug er fremstillet i netop polyamid.

En anden fordel er at polyamidtæpper er mere elastiske end de fleste andre syntetiske tæpper og dermed har en bedre genrejsningsevne.

Et polyamidtæppe/nylontæppe vil altså være et rigtigt godt valg, hvis du har brug for et meget slidstærkt tæppe.

Er du til gengæld på udkig efter et meget blødt gulvtæppe, så er et polyamidtæppe ikke det oplagte valg, da tæppet største ulempe er, at det føles hårdere at gå på end et uldtæppe. Det har heller ikke uldtæppets gode isoleringsevne.

Polyamidtæpper kan også have problemer med statisk elektricitet, men dette kan du nemt undgå ved at vælge et gulvtæppe som er antistatisk behandlet.

Polypropylen (Heatset behandlet PP)

Sammen med polyamid er polypropylen det mest udbredte materiale, når det gælder syntetiske gulvtæpper. Hvis der står at et tæppe er i Heatset behandlet PP eller bare i PP, betyder det at tæppet er i polypropylen.

Polypropylen blev skabt i 1950’erne og er i dag den næst mest anvendte plastiktype i verden kun overgået at polyethylen.

Polypropylen anvendes til utroligt mange ting, men et af de steder, hvor de fleste af os jævnligt møder materialet er når vi pakker vores indkøbsvarer ned i supermarkedet. Plastikbæreposer er nemlig fremstillet af polypropylen.

Derudover er eksempelvis engangsbestik og svedtransporterende tekstiler også ofte fremstillet af polypropylen.

Polypropylen absorberer ikke væske og kan ikke angribes af bakterier, hvilket gør at et polypropylen tæppe er lidt lettere at holde rent end de fleste andre tæpper, samtidig kan materialet tåle, at du tager lidt kraftigere hjælpemidler i brug, når pletter skal fjernes, hvorved der er større chance for at fjerne besværlige pletter.

Polypropylen er knap så slidstærk som polyamid, men er slidstærkt nok til langt de fleste private hjem. Den største ulempe er derfor, at polypropylen har en noget dårligere genrejsningsevne end både uld og polyamid.

Stone fiber

Stone fiber er et syntetisk materiale, der er patenteret af danske Hammer Tæpper.

Den helt store fordel ved Stone fiber er, at du kan anvende en klorinopløsning til at fjerne pletter, det er ellers generelt noget du skal holde dig fra ved de fleste tæppetyper.

En af de ting, der kan være lettere at fjerne ved hjælp af klorin er afføring, så har du hund eller kat er det værd at have med i dine overvejelser.

Til toppen

Tak

Følgende produkt(er) er nu lagt i kurven

Køb mere